I det fynske folks tjeneste

 Bios-sag får Falck-direktør til at forlade selskabet

 Direktøren for Falck Assistance forlader selskabet med øjeblikkelig virkning på grund af Bios-sagen. Det skriver Falck.

Lars Vester Pedersen fratræder sin stilling i Falck

Falcks direktør for ambulancedivisionen, Lars Vester Pedersen, forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning. Det sker grundet sagen om misbrug af selskabets dominerende stilling i forhold til konkurrenten Bios.

Det skriver Falck i en pressemeddelelse.

- Lars Vester Pedersen har valgt at forlade sine ledelsespositioner nu, fordi Konkurrencerådets nylige afgørelse kan sætte spørgsmålstegn ved hans rolle i Falcks ageren tilbage i 2014-15, skriver administrerende direktør Jakob Riis i meddelelsen.

Læs også Direktør for Bios kræver millioner fra tidligere ledelse i Falck: - De bør straffes

- Jeg kender kun Lars Vester Pedersen som en reel og meget hæderlig kollega. Jeg har respekt for, at han ikke ønsker at stå i en situation, hvor han kan blive set som en belastning for et Falck, der lægger alle kræfter i at genskabe tilliden til virksomheden.

Officielt går Lars Vester Pedersen på pension ved årets udgang, men forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Tidligere i år afgjorde Konkurrencerådet, at Falck misbrugte sin dominerende stilling ved at tvinge konkurrenten Bios ud af markedet, efter at selskabet havde vundet kontrakten på ambulancedrift i Region Syd.

Læs også Sundhedsøkonom: Skandale har allerede presset Falck-pris