Biskop kræver lovindgreb

Biskop Kresten Drejergaard opfordrer nu kirkeministeren til at gribe ind i striden om registrerede partnerskab i folkekirken. Den fynske biskop vil have et lovindgreb som kan bilægge striden om registret partnerskab i folkekirken.

Kirkeminister Per Stig Møller(K) skal sikre et folketingsflertal for ligestilling af vielser i folkekirken. Sådan lyder forslaget fra Kresten Drejergaard, efter at et arbejdsudvalg forgæves har forsøgt at løse den folkekirkelige strid.

- Det er mit forslag til, hvordan sagen kan komme ud af det dødvande, den har været i, siden udvalget om registreret partnerskab i folkekirken tilbage i september 2010 fremlagde sin rapport, siger Kresten Drejergaard til Kristeligt Dagblad.

I 2010 nedsatte daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) et arbejdsudvalg, som blandt andet skulle afgøre, om folkekirken alene ønsker en velsignelse af partnerskabet eller også vil have
den mulighed, at det kan indgås i folkekirken.

Drejergaard, der selv har været medlem af udvalget, er kritisk over for processen i udvalget, og mener derfor at striden kun kan løses i folketinget.

- Udvalget kom til at bestå af tolv vanekirkegængere - de fleste godt over sølvsbryllupsalderen - fra alle hjørner af dansk kirkeliv. Vi kunne selvsagt ikke blive enige, skriver Kresten Drejergaard i en kronik i avisen.

Drejergaards kolleger i Viborg og København afviser den fynske biskops opfordring til at kirkeministeren løser striden om registreret partnerskab.

Oversigt

    Oversigt