Biskop og kommune mødtes i præstestrid

Langeland Kommune har erklæret deres asylcentre, for religionsneutrale. Men det har vakt kritik fra præster og politikere. Derfor var biskoppen mandag på Langeland for at drøfte sagen med Langelands borgmester.

Sognepræst Helle Frimann Hansen fra Humble var meget overrasket, da hun på skrift fik besked fra Langeland Kommune om, at hun var uønsket de asylcentre, som Langeland Kommune driver.

- Jeg bliver vred og føler mig ramt på mit embede, sagde sognepræsten i Humble Helle Frimann Hansen til TV2/Fyn 13. januar 2016.

Langeland Kommune har erklæret deres asylcentre for religionsneutrale. Det betyder, at præster fra Folkekirken ikke må sætte opslag op om gudstjenester og andre kirkelige handlinger i centrene.

Det betyder også, at imamer og repræsentanter fra andre religiøse retninger er uønskede på asylcentrene.

Men biskoppen for Fyns Stift, Tine Lindhardt, gik i rette med Langeland Kommune. Hun mener, at præsterne skal have adgang til asylcentrene.

- Jeg synes, at præsterne skal have adgang til asylcentrene. Det er jo sådan, at religion og tro det er der jo i forvejen på asylcentrene. Det er ikke noget, der kommer med præsterne, siger biskop Tine Lindhardt til TV2/Fyn 13. januar 2016.

Drøftede uenighederne i dag

Mandag mødtes borgmester Bjarne Nielsen, Venstre, fra Langeland Kommune og biskop Tine Lindhardt for at drøfte sagen.

På mødet blev det aftalt, at de nu hurtigst muligt i fællesskab vil udarbejde retningslinjer.

- Retningslinjerne kan sikre at asylansøgerne fortsat kan dyrke tro og religion, blandt andet ved at gøre asylansøgerne opmærksomme på, hvor de kan gå hen, alt efter hvilken tro de har, oplyser Langelands borgemester Bjarne Nielsen.

På mødet var det enighed om, at antallet af asylansøgere nødvendiggør, at der aftales fælles retningslinjer.

- Der var enighed om, at man som kristen asylansøger selvfølgelig skal have mulighed for at tale med en præst, og at præster derfor fortsat skal have adgang til at besøge de asylansøgere, der ønsker det. Nu laver vi nogle retningslinjer for, hvordan kontakten mellem præst og asylcentre skal foregå, og det er jeg helt tilfreds med, siger biskop Tine Lindhardt.

Oversigt

    Oversigt