Bitre OB savner forklaring på skidt kamp

OB så lammede ud både under og efter mandagens 1-1-kamp mod FC Midtjylland.

OB-spillerne var trætte, småirriterende og slukørede efter kampen, da hoben af journalister ville hvorfor. Hvorfor OB så så passive ud og stort set ikke skabte noget som helst i mandagens 1-1-opgør mod FC Midtjylland.

Men det var også lige-ved-og-næsten, og havde FC Midtjylland ikke udlignet i overtiden, havde OB's taktik med at stille sig langt tilbage jo virket perfekt. Så fynboernes træner, Henrik Clausen, havde svært ved at sætte en finger på noget i minutterne efter kampen.

- Vi reagerede måske lige sekundet for sent hver gang og blev for passive i forsvarsspillet. Men den slags kan jo ske. Det er dynamikken i spillet. Det ser du også i Champions League, siger Henrik Clausen.

Han kunne dog se én gravende fejl igennem hele kampen.

- De vandt alt, hvad der hedder andenbolde i dag. Det var vi ikke gode til.

Nogenlunde samme opgivende analyse lød fra anfører Anders Møller Christensen fra det fynske midterforsvar.

- Det er rigtig, rigtig bittert lige nu. Og det er selvfølgelig ikke meningen, vi skal stå så langt tilbage på banen. Men vi får ikke skubbet hurtigt nok op, og så er de over os, siger anføreren.

For at gnide yderligere salt i det fynske sår, fik Eric Djemba-Djemba to gange gult kort - og dermed rødt - i de døende sekunder af kampen. Efter sigende for at brokke sig til dommeren over, at der ikke blev fløjtet af.

Trods kortene og den sene udligning var der lidt opmuntrende toner at hente fra cheftræneren. OB var jo tæt på.

- Hvis vi bare kan holde det niveau foråret ud, så er jeg rigtig godt tilfreds, siger Henrik Clausen.

Oversigt

    Oversigt