Biva får hovedkontor i Nyborg

Møbelkæden Biva, der er gået sammen med Tæppeland, får nyt hovedkontor i Nyborg. 23 mand skal styre landets 50 afdelinger.

Biva har tidligere haft hovedkontor i Fredericia og Tæppeland i København. Fusionen af de to selskaber betyder, at det nye hovedsæde kommer til at ligge i Nyborg.

- Vi har valgt at mødes på halvvejen i Nyborg, og vi flytter ind i hovedkvarteret i den kommende weekend, siger Torben Løvbjerg, der er direktør i Biva.

Samtidig har selskabet fået ny hovedaktionær. Det islandske selskab ALMC har trukket sig, og nye storaktionær er den tidligere IKEA direktør Anders Moberg. Samtidig overtager Jørgen E. Jensen fra Tæppeland en aktiepost på 17 procent.

- Sammenlægningen af Tæppeland og Biva betyder, at de to kæders butikker er i fuld gang med at blive lagt sammen til såkaldte kombi-butikker. Processen er dog kostbar, og vil ikke blive færdig i år, siger Torben Løvbjerg.

Biva har kørt med underskud de seneste fire år, og regnskabet for 2012, der bliver fremlagt til maj, vil heller ikke denne gang vise sorte tal.

Oversigt

    Oversigt