I det fynske folks tjeneste

Biva-Tæppelands kunder risikere at miste bestilte varer

Det er endnu ikke afklaret, om konkursramte Biva og Tæppeland må lukke alle 50 butikker, fortæller kurator.

Kunder, der har bestilt varer fra konkursramte Biva og Tæppeland, risikerer at kigge forgæves efter leveringen af deres varer. Indtil videre er 17 butikker lukket fredag, mens 33 holdes i drift hen over weekenden, mens der bliver regnet på budgetterne.

Det fortæller kurator, Lisa Bo Larsen fra advokatfirmaet Kromann Reumert.

Spørgsmål: Kan de kunder, som har betalt for varer, men endnu ikke fået dem leveret, være sikre på at få deres varer?

- Nej, det kan de ikke. I første omgang vil jeg opfordre til, at de lige trækker vejret. For man kunne jo håbe på, at nogle af de her butikker bliver overdraget til en ny køber, som måske også vil overtage en form for forpligtelser i forhold til de her forudbetalte varer, siger hun til Ritzau.

Hvor mange varer det helt præcist drejer sig om, kan kuratoren ikke svarer på, men "det er selvfølgelig en del", lyder det.

De 105 medarbejdere, der har arbejdet i de 17 butikker, der øjeblikkeligt er blevet lukket ned, er alle blevet opsagt. Imens har man indtil videre fastholdt 197 medarbejdere med tilknytning til de sidste butikker.

- Vi holder drift i 33 butikker - i første omgang her hen over weekenden, mens vi får regnet på budgetterne og ser, om der er grundlag for at drive driften videre en periode i et forsøg på at lave en samlet overdragelse af butikkerne med tilhørende medarbejdere.

- Der kunne være forskellige interessenter, som vi er i dialog med, siger Lisa Bo Larsen, og understreger at alle vil være meget klogere på mandag.

Biva startede i 1982 i Odense, hvor idéen var at indrette Danmarks første lavpris møbelforretning med et princip om at sælge møblerne "direkte fra lager". I 2011 købte Biva det kriseramte Tæppeland, der sælger tæpper og gulve.

Håbet var, at de to kæder sammen kunne tilbyde bedre priser ved effektivisering og besparelser. Men det er ikke lykkedes at lokke nok kunder til, og nu er Biva og Tæppeland under konkursbehandling.

Ved du noget? Så send os et tip