Blå blok vil have regler for valgkamp

Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative i Odense Byråd vil have indført regler for, hvor meget embedsmænd må hjælpe politikere i valgkamp.

Der skal være klare grænser for, hvor meget embedsmændene i Odense må hjælpe politikere i forbindelse med valgkampen til kommunalvalget. Sådan lyder et forslag, som Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative i Odense har sat på dagsordenen til næste byrådsmøde.

Ifølge politisk ordfører for Venstre i Odense Byråd, Bo Libergren, er det vigtigt at sikre, at embedsværket ikke bliver brugt i valgkampe.

- Det er selvfølgelig af hensyn til at beskytte embedsmændene mod at bruge dem politisk, men det er også fordi, at vi ikke synes, det er er helt rimeligt, at vi som politisk opposition ikke bare skal slås med de røde, men også skal slås mod rådhusets kæmpestore kommunikationsafdeling, siger Bo Libergren.

quote  Vi synes ikke, at det er helt rimeligt, at vi som politisk opposition ikke bare skal slås mod de røde, men også skal slås mod rådhusets kæmpestore kommunikationsafdeling.

Bo Libergren, byrådsmedlem, Odense, Venstre

Ingen hjælp til Facebook eller pressemeddelelser
Ifølge forslaget må der ikke sendes pressemeddelser med politiske citater eller andre former for kommunikation, som eksempelvis fotos, facebookopdateringer eller hjælp til at få medier til at tage historier op, forklarer Bo Libergren fra Venstre.

- Jeg vil foretrække, at der er nogle regler, der sikrer, at der ikke er nogle embedsmænd, der bliver bedt om at bidrage til politisk aktivitet.

Forslaget er inspireret af Region Syddanmark, der for fire år siden indførte regler for, hvordan embedsmændene skal forholde sig under valgkampe. I marts i år fandt regionsrådet dog anledning til at gentage kravet om, at  "...regionens medarbejdere er upartiske i udførelsen af deres arbejde." Det skete i kølvandet på sagen om Carl Holst, der blev beskyldt for at have fået ulovlig politisk hjælp fra en regionsansat embedsmand.

Må ikke besøge kommunale institutioner
Udover at indskærpe hvad embedsmændenes må og ikke må, så indeholder forslaget også regler for, at byrådskandidater ikke må lave individuelle besøg i kommunale institutioner fra den 1. oktober og frem til valgdagen.

Forslaget bliver behandlet på byrådsmødet i Odense den 21. juni.

Oversigt

    Oversigt