Black Army fjerner logoer fra deres klubhus

Ved Black Armys klubhus på Nyborgvej er alle skilte og logoer blevet fjernet, men Black Army har ikke forladt huset.

Der mangler noget på det hvide murstenshus på Nyborgvej. De sorte skilte med de krydsede maskingevære og navnet Black Army printet i fede, hvide bogstaver er væk.

Black Armys klubhus i centrum af Odense er ryddet for alt, der indikerer, at banden holder til der. Banden er dog, ifølge Fyns Politis oplysninger, ikke flyttet fra adressen.

Politiets vagtchef oplyser også, at det ikke er politiet, der har bedt Black Army om at fjerne skiltene.

- Det er rigtigt nok, at deres logoer er væk, men det er ikke noget, vi har bedt dem om at fjerne, siger vagtchefen til TV 2/FYN. 

TV 2/FYN har gennem Mette Grith Stage, der er forsvarsadvokat for blandt andre Black Armys leder, forsøgt at få en kommentar fra banden, men hun er endnu ikke vendt tilbage med svar fra bandens leder.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), har tidligere til TV 2/FYN fortalt, at han ønsker banderne ud af byen, efter flere tatovører og hjemløse angiveligt er blevet afpresset og truet.

Mandag blev tre medlemmer af Black Army tiltalt for pengeafpresning, og samme dag mødtes borgmesteren og Fyns Politi med flere erhvervsdrivende til stormøde under navnet "Odense står sammen mod banderne".

Men endnu tyder intet altså ifølge TV 2/FYNs oplysninger på, at borgmesterens ønske er gået så hurtigt og nemt i opfyldelse. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt