Blækklat til 27.000 kroner

Odense Bys Museer har købt en blækklatstegning af H.C. Andersen på en auktion. Blækklatten til 27.000 kroner viser en ny side af H.C. Andersens kreativitet.

Blækklatten er trykt ud i et spejlet mønster, og under mønstret har
H.C. Andersen tegnet et dameansigt og skrevet: "Efter Naturen, Dog ikke "Frisuren".

- Med erhvervelsen bliver vores samling af Andersentegninger enestående, i den forstand at alle digterens selvstændige tegninger nu er samlet i samlingerne til H.C. Andersens Hus, skriver museumsinspektør Ejnar Askgaard i en pressemeddelelse. 

H.C. Andersen begyndte for alvor at lave blækklatstegninger i 1871.
Med udgangspunkt i blækklatten kunne han ved hjælp af fantasien hjælpe på formen og give den indhold.

I et notat fra skrev han:

" ... man slaaer en Klat paa Papiret, lægger saa dette sammen og trykker fra alle Kanter, saa kommer der en Slags Figur frem, har man nu lidt Phantasie og noget Greb paa at Tegne, saa hjælper man paa Klatten Plamasien, hjælper Figuren tydelig frem og er man genial saa faaer man et genialt Billede, saaledes gaaer det ogsaa med Poeterne, Tilfældet slaaer en Klat paa deres Papir og saa klemme de den ud og hjælper paa den i Tegning, saa har man Historien."

Tegningen blev erhvervet på Thomas Høilands Auktion torsdag.

Oversigt

    Oversigt