I det fynske folks tjeneste

Blærecancer: 4 ud af 5 patienter må vente

Fire ud af fem patienter med blærekræft bliver ikke behandlet inden for den tid, som lægerne anbefaler.

Landstal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kun én ud af fem patienter med blærekræft bliver behandlet rettidigt. Det skriver DR Fyn fredag.

På OUH er der også problemer med ventetiden. Her bliver 21 procent behandlet inden for den anbefalede tid.

Kim Brixen, direktør for OUH forklarer tallene med, at sygehusene de seneste år har brugt robotter til at lave blæreoperationer. Det gør operationerne bedre - men også mere langvarige. Og nu mangler man læger til at lave dem.

Ventetiden er stort ens i hele landet, og det er ikke i orden, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, der frygter, at kræften udvikler sig hos patienterne og bliver uhelbredelig i sidste ende.

På OUH har man nu nedsat en task force, som i løbet af det næste halve år skal få ventetiden ned.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er 394 mænd og 188 kvinder døde af sygdommen i årene fra 2008 til 2012.

Ved du noget? Så send os et tip