I det fynske folks tjeneste

Blæsten driller trafikken på Sydfyn

Den kraftige vind får Vejdirektoratet til at fraråde kørsel med vindfølsomme køretøjer på Svendborgsundbroen hele dagen onsdag.

Det blæser fortsat kraftigt på Sydfyn, hvilket får Vejdirektoratet til at advare mod sidevind på Svendborgsundbroen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv

Det er ikke stormen Knud, men det blæser stadig kraftigt over Fyn. Særligt Sydfyn er generet af blæsevejret, hvilket onsdag morgen har fået Vejdirektoratet til at fraråde kørsel med vindfølsomme køretøjer på Svendborgsundbroen.

Vinden kommer direkte på tværs af broen, og derfor er det forbundet med en risiko at krydse broen med høje og lette køretøjer.

- Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Svendborgsundbroen pga. kraftig blæst. Vinden forventes at aftage i løbet af onsdag aften, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Ifølge Vejdirektoratet forventes blæsevejret først at aftage i tilstrækkelig grad sidst på dagen.

Onsdagens vejrudsigt fra DMI forudser også en rigtig efterårsdag på Fyn. 

Det bliver mest skyet med lidt regn rundt omkring, og samtidig vil vinden være frisk og helt op til kuling fra sydvest og vest - altså på tværs af blandt andet Svendborgsundbroen - med risiko for kraftige vindstød.

Temperaturerne kommer alligevel op mellem 14 og 17 grader i løbet af dagen.

Først i aften ventes vinden at lægge sig. Det bliver fortsat meget overskyet, men for det meste vil det holde tørt. 

01:30

Vejrudsigten som den så ud fra TV 2 Vejret tirsdag eftermiddag.

Luk video