Blandede reaktioner på storcenter

Steen & Strøms nye storcenter, der skal ligge på slagterigrunden i Odense, hilses velkommen af detailhandlen. Men ikke nødvendigvis af borgerne i Odense.

Det nye storcenter skal huse 100 butikker, og det bliver hilst velkommen af konkurrenterne.

 - Jeg tror kun, at det bliver godt for byen, at der kommer noget liv i den ende af byen, der skaber noget trafik, siger Birgitte Larsen, distriktschef i tøjbutikken Zizzy.

Køberen af grunden, Steen & Strøm, driver i forvejen 18 butikscentre rundt om i landet.

- Vi ved at der er stor synergi og stor attraktion i også at kunne tilbyde sådan et overdækket shoppingmiljø i en midtby som Odense, siger Steen & Strøms marketingsdirektør Claus Tüchsen.

Også i den anden ende af byen ønsker man det nye center velkommen. Direktør i Rosengårdcentret Carsten Lindblad er ikke bange for konkurrencen.

- Hvis folk tror, at vi skulle være bange for konkurrencen, så tror jeg, man har slået op i de forkerte lærebøger. Man skal ikke have læst ret meget om detailhandel for at vide, at der hvor fiskene er, det er også der, hvor fiskerne kommer, siger han i dag til Fyens Stiftstidende.

Ikke alle er glade

Det er dog ikke alle, der jubler over et nyt citycenter. De sværger til en strøgtur under åben himmel.

Flere af de handlende, som TV 2/Fyn i dag talte med i gågaden, vil hellere handle i Vestergade og Kongensgade, fordi det er hyggeligere, som de udtrykker det.

De kan ikke se behovet for centret, og frygter, at centret kan medføre butiksdød i stedet for liv.

Men Steen & Strøm ryster ikke i bukserne af den grund.

- Vi tror på, at der er et marked for et stort citycenter i Odense midtby og at byen trænger til det. Det vil være med til at løfte Odense midtby yderligere, det er vi faktisk ikke i tvivl om, siger Claus Tüchsen.

Oversigt

    Oversigt