Blev truet med kniv: 23-årig anholdt for bevidst at køre ung mand ned

En 23-årig mand fra Svendborgområdet blev natten til lørdag anholdt, efter en kontrovers med en 20-årig udviklede sig dramatisk.

To mænd fra Sydfyn endte natten til lørdag begge i detentionen, efter en uenighed udviklede sig til både dødstrusler og grov vold.

Klokken 03.30 bliver en højlydt meningsudveksling uden for i Frederiksgade i Svendborg anmeldt til Fyns Politi.

I løbet af kontroversen har den ene part, en 20-årig mand fra Ringe, trukket en dolk mod den anden mand, en 23-årig mand fra Svendborgområdet.

quote Når man bruger bilen til at påkøre nogen med, så er det et redskab, og så er vi oppe i den grove voldsparagraf

Thomas Bentsen

- Han står med dolken og truer den anden mand på livet. Det får den 23-årige til at sætte sig over i sin bil, som han starter og kører direkte mod den 20-årige, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Den 20-årige bliver ramt af bilen, men kommer ikke alvorligt til skade ved påkørslen.

- Men han får nogle knubs, og herefter kører den 23-årige fra stedet, forklarer vagtchefen.

Sigtet for grov vold

Da politiet ankommer til gerningsstedet, anholder de i første omgang den 20-årige, der bliver sigtet for besiddelse af kniven og for trusler på livet. I forbindelse med anholdelsen bliver politiet bekendt med påkørslen, og derfor opsøger de den 23-årige mand.

Han har dog ikke den store lyst til at tale med betjentene.

- I forbindelse med anholdelsen bliver han aggressiv og både truer betjene på livet og slår ud efter dem, siger Thomas Bentsen. 

Betjentene anholder den 23-årige, der nu kan se frem til en sigtelse for vold mod tjenestemand og for grov vold.

- Når man bruger bilen til at påkøre nogen med, så er det et redskab, og så er vi oppe i den grove voldsparagraf. Det er med forsæt, når man bruger en bil til at ramme en person med, siger Thomas Bentsen.

Begge de to mænd er fortsat i politiets varetægt, og senere på lørdagen skal politiets jurister vurdere, om de skal i grundlovsforhør med henblik på en mulig varetægtsfængsling, mens sagen vurderes og undersøges.

Oversigt

    Oversigt