Blev vækket af vinkelsliber: Tyve brød ind mens ægtepar sov

Natten til søndag blev et ægtepar i Anderup ved Odense vækket af lyden af en vinkelsliber. Indbrudstyve var i gang med at bryde ind i ægteparrets pengeskab.

Klokken 2.07 natten til søndag modtog Fyns Politi et opkald fra et opskræmt ægtepar i Anderup nord for Odense. De var blevet vækket at lyden af en vinkelsliber.

Ægteparret bor på første sal i en stor kombineret bolig- og erhvervsejendom i Anderup. Ægteparret turde ikke gå ned for at se, hvad det var, lyden kom fra, og de ringede i stedet til politiet.

- Mens politiet holdt kontakt med ægteparret over telefonen, blev der sendt en beredskabspatrulje og en hundepatrulje til adressen, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Da politipatruljerne ankom, så politifolkene tre personer stikke af fra stedet og løbe ud over et større moseområde bag virksomheden.

Fanget af politihund

Hundene blev sluppet løs, og hurtigt fik den ene hund fat i en af indbrudstyvene.

- Hundeføreren råbte så til de to andre gerningsmænd, at hvis de ikke overgav sig, ville han slippe hunden løs igen. Det fik så de to andre til at opgive, og de blev så også anholdt, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

De anholdte, en 25-årig, en 26-årig og en 51-årig mand, alle fra Odense-området er ikke tidligere kendt af politiet for tilsvarende kriminalitet.

Det viste sig, at de tre mænd havde forsøgt at bryde ind i virksomhedens pengeskab med en vinkelsliber, og det var den lyd, der havde vække ægteparret.

Søndag morgen var de tre mænd fortsat til afhøring på politigården i Odense. Det forventes, at de senere søndag vil blive løsladt med en sigtelse for indbrud.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt