Bemærk guider: Bliv klar til at sætte dit Bruxelles-kryds

Den 26. maj er der valg til Europarlamentet. Men hvordan er det nu lige, det foregår? Bemærk guider.

Europadag

Folketingsvalg. Europaparlamentsvalg. 

Du hører måske mest om det første for tiden. Derfor har Bemærk lavet en guide til, hvordan du stemmer til EU-valget.

I dag er det nemlig Europadag. 

Hvor og hvornår stemmer jeg?

Der er valg til Europaparlamentet søndag den 26. maj.

Før denne dag skal du holde godt øje med postkassen. Der kommer nemlig et valgkort med posten, som bliver sendt specifikt til dig. 

I valgkortet kan du se, hvorhenne du skal afgive din stemme. Det er typisk et valgsted i nærheden af, hvor du bor.

På valgdagen har valgstederne normalt åbent fra klokken 8 om morgenen til klokken 20.

Hvis du på forhånd ved, du ikke kan stemme på dagen, er det muligt at brevstemme.

Valg til Europaparlamentet

Hvordan stemmer jeg?

På valgdagen skal du tage valgkortet i hånden og møde op på dit valgsted. Det er vigtigt at huske valgkortet, fordi det er nemlig det, der giver dig adgang til at få udleveret en stemmeseddel.

Når du har fået byttet valgkortet til en stemmeseddel, er det tid til at sætte kursen mod stemmeboksen. 

Her skal du sætte ét kryds på stemmesedlen. Du kan stemme på enten en kandidat eller et parti. Eller du kan vælge at stemme blankt.

Der er en del regler for, hvad du må og ikke må inde i stemmeboksen:

  • Styr din lyst til at krydre stemmesedlen med emojis eller kreative krydser. Hvis der er andet end ét simpelt X i ét felt, bliver stemmen ugyldig.
  • Kommer du til at sætte dit kryds ved et forkert navn eller parti, kan du gå ud igen og bede om en ny stemmeseddel på valgstedet. Hvis du selv prøver at rette dit kryds, kan din stemme blive erklæret ugyldig.
  • Selvom det er fristende at forevige din første stemme med et billede på for eksempel Instagram, duer det ikke at tage billeder inde i stemmeboksen. Det er nemlig ulovligt.

I alt stiller 10 partier op til EU-valget. Hvert parti stiller med en række kandidater. Du kan se dem alle på eu.dk.

Danmark skal vælge repræsentanter til EU-parlamentet den 26. maj.
Danmark skal vælge repræsentanter til EU-parlamentet den 26. maj.
Foto: Frederick Florin / AFP / Ritzau Scanpix

Oversigt

    Oversigt