I det fynske folks tjeneste

Bliver udvist: 19-årig dømt for voldtægt af 16-årig

En 19-årig mand er idømt tre års fængsel for voldtægt og flere andre seksuelle overgreb mod en 16-årig pige. Voldtægten fandt sted ved en fest i Vissenbjerg.

19-årig blev dømt for voldtægt i Vissenbjerg. Foto: Peter Bergman

En 19-årig mand er torsdag ved Retten i Odense blevet idømt tre års fængsel for voldtægt og flere andre seksuelle overgreb mod en 16-årig pige.

Den dømte blev desuden udvist af Danmark for bestandig.

Voldtægten fandt sted til en fest i Vissenbjerg 29. marts, hvor gerningsmanden og ofret mødte hinanden for første gang.

Den tiltalte blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter voldtægten og har været varetægtsfængslet siden.

- Den tiltalte blev dømt for voldtægt, og når man ser på sagen, så var der heller ingen tvivl. De objektive beviser viste en voldtægt, forklaringerne viste en voldtægt. Det samlede billede stod derfor helt klart og passede med den tiltale, der var rejst, siger anklager Stephanie Reby.

- Jeg meget tilfreds med, at det er slået helt fast, at der er sket en voldtægt. Retten har valgt at se denne voldtægt som en kontaktvoldtægt. Forskellen mellem de forskellige former for voldtægt er afgørende, da en overfaldsvoldtægt, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden, straffes markant hårdere end en kontaktvoldtægt. Jeg mener, at vi var ganske tæt på en overfaldsvoldtægt i denne sag - også set i lyset af de øvrige overgreb, den dømte begik. Derfor havde jeg gerne set, at straffen var endt på et højere niveau, men sådan som dommen er faldet ud, er jeg tilfreds med straffen, siger Stephanie Reby.

Straffesagen blev behandlet for lukkede døre på grund af sagens karakter.