Blodig nat: To voldsomme trafikulykker koster liv

Frontalsammenstød koster yngre mand livet på Vestfyn, og syd for Odense er fodgænger blevet kørt ned og dræbt.

To mennesker har natten til lørdag mistet livet i to forskellige trafikulykker på Fyn, oplyser politiet.

Den første ulykke fandt sted kort efter midnat i Årslev, der ligger syd for Odense. Her blev en fodgænger ramt af en bil og dræbt.

- Det er en 30-årig mand, og han dør ved påkørslen. Bilisten ser ham simpelthen ikke, før han rammer ham, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Frontalt sammenstød ved Indslev

Det var her på landevejen gennem Indslev, at ulykken skete.
Det var her på landevejen gennem Indslev, at ulykken skete.

Den anden ulykke fandt sted cirka to timer senere, hvor to biler kørte frontalt sammen på en lige landevejstrækning ved Indslev på Vestfyn. En yngre, mandlig passager i den ene bil har mistet livet, fortæller politiet.

Der sad fire yngre mænd i bilen, og to af dem meldes alvorligt tilskadekomne. De behandles begge på Odense Universitetshospital. Den fjerde mand i bilen er ifølge politiet sluppet stort set uskadt fra ulykken. Han er kørt til sygehuset i Kolding.

Der sad en kvinde i den modkørende bil, som var involveret i det voldsomme sammenstød. Hun blev - ligesom de fire mænd - fastklemt efter kollisionen, og hun meldes også tilskadekommen.

Kvindens tilstand kendes ikke med sikkerhed, men hun skulle være ved bevidsthed. Hun behandles på Odense Universitetshospital.

Politiet arbejder tidligt lørdag morgen fortsat på ulykkesstedet ved Indslev, og årsagen til sammenstødet er endnu ikke fastlagt.

Oversigt

    Oversigt