I det fynske folks tjeneste

Blodig slåskamp om sofa

En 19-årig mand gik natten til lørdag til angreb på to festdeltagere med en flaske, da de ville sidde ved siden af ham i en sofa.

Alle implicerede var til en privat fest i Bolbro, da festen endte i et voldsorgie i køkkenet. Det startede, da to gæster bad den 19-årige om at rykke sig lidt, så de kunne sidde i sofaen. Det blev han så provokeret over, at han tog en flaske og smadrede i hovedet på en af de mandlige gæster. Herefter jagede han sammen med en 20-årig kammerat de to ofre ud i køkkenet, hvor de sparkede dem flere gange på kroppen og i hovedet.

De to gerningsmænd forlod herefter festen, men blev kort tid efter anholdt af politiet. De er nu sigtet for kvalificeret vold, mens de to ofre slap med overfladiske skrammer.