Blodig uge for fynske hjorte

Den første vinteruge har været blodig for hjortebestanden. I Region Syddanmark, som Fyn hører til er 39 rådyr blevet dræbt i trafikken.

På landsplan har 143 rådyr mistet livet. I 2006 var tallet i den samme uge 86 dyr.

Stigningen skyldes, at der er kommet flere dyr, og at trafikken i landområderne bliver tættere, oplyser Falcks vildtkonsulent, Allan Bruun Rasmussen.

Årsagen til at så mange hjorte bliver kørt ned er, at dyrene vandrer fra deres fødesteder i daggryet og i skumringen.

Når vi mennesker skifter fra sommertid til vintertid, forrykkes myldretiden i netop det tidsrum, hvor dyrene vandrer.

Vildtkonsulent Allan Bruun Rasmussen anbefaler at bilister følger disse råd:

  • Sæt farten ned og udvis agtpågivenhed.
  • Har du set et stykke hjortevildt krydse vejen foran dig, så kommer der sandsynligvis flere. Vildt krydser yderst sjældent en vej alene.
  • Ser du vildt tæt på vejen skal du ikke regne med, at det nødvendigvis bevæger sig væk fra vejen - det kan lige så godt finde på at springe ud foran bilen.
  • Det bedste er at bremse og holde fast i rattet. Hvis en undvigelse forsøges, skal man køre bagom, da hjortevildt aldrig vil vende om.

Er uheldet alligevel ude, skal man ringe til Falck, som sørger for at vildtet bliver hentet og eventuelt aflivet.

Bortløbet vildt opspores af schweisshundeførere.

Oversigt

    Oversigt