I dagene 13. - 17. august forvandles Odense til "Børnenes blomsterby", der er festivalens overordnede tema.
Den officielle åbning af Blomsterfestivalen 2008 finder sted i dag onsdag kl. 17 foran Rådhuset og foretages af Grevinde Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille af Egeskov.
Arkitekten bag den kreative udsmykning af Flakhaven er igen i år Klaus Bjørn, der er projektchef hos Floradania Marketing.
- Idéen er, at Flakhaven omdannes til en blomsternes legeplads, hvor legeredskaber i naturmaterialer pyntes med planter eller fungerer som stativ for blomsteropsætninger, siger Klaus Bjørn.
Trendudstilling i Rådhushallen
Ud over de mange udendørs aktiviteter og blomsteropsætninger bliver der i lighed med sidste år lavet en trendudstilling i Rådhushallen.
Udstillingen tager udgangspunkt i den moderne bolig og planters funktion i husets forskellige rum.