I det fynske folks tjeneste

Blotter-jagt i Svendborg

På kun tre uger er det lykkedes for tre sydfynske blottere at genere 18 kvinder og børn med deres sygelige lyster. Politiet i Svendborg har nu sat en mand af til efterforske de mange sager.

-

Politiet i Svendborg er gået på blotterjagt.  På kun tre uger er 18 kvinder og børn blevet forulempet - og nu bliver der sat en mand af til at tage sig af de mange sager.

- Vi har aldrig oplevet noget lignende. Man siger, at blotteri ikke smitter, men nu har jeg da fået mine tvivl, siger politiassistent Jan Hovgaard til Ekstra Bladet lørdag.

Blotterne har \"optrådt\" i alt lige fra bybusser til offentlige parkanlæg. I et enkelt tilfælde gik det ud over en 12-årig skolepige, som var ude at køre bus.

Politiet har for nylig anholdt to mænd, der sigtes for i alt fem tilfælde af uterlig optræden over for kvinder og børn. Men de to blottere på henholdsvis 27 og 39 år er sandsynligvis ikke de eneste, som er på spil i området. I hvert fald har politiet mistanke om, at der kan være en tredje mand inde i billedet.

Jan Hovgaard siger, at opklaringsarbejdet har været hæmmet af, at kvinderne har ventet flere timer med at anmelde blotterne.

- Det er vigtigt, at man indgiver hurtig anmeldelse, så vi hurtigt kan rykke ud og gøres vores arbejde, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip