I det fynske folks tjeneste

Blotter onanerede foran børn på legeplads

01:19

1 af 2

På en legeplads foran et børnecenter i Odense opdagede flere mødre en helt ung mand, der stod og onanerede. Politiet beder nu om hjælp til sagen.

Kort før klokken 16 så tre mødre, hvad de beskriver som en stor dreng, der stod og onanerede foran børnecentret Hyldemor på Bogensevej i Næsbyområdet.

- Vi vil meget gerne have fat i ham. For hvem ved, hvad det kan føre til næste gang, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi til TV 2/Fyn.

Ifølge mødrene så ingen af børnene noget, men episoden blev meldt til politiet omgående, der sendte flere patruljer af sted til området.

- Vi tager denne slags episoder meget alvorligt. For det er sgu ikke sjovt for dem, der skal se på den slags. Og hvis det går godt første gang, så gør han det måske igen. Det starter måske med, at han piller ved sig selv, men hvor ender det så henne?, lyder det fra vagtchefen.

Blotteren beskrives som 14-17 år. Han er mellem 170-180 cm høj og spinkel af bygning. Han har lyst kort hår og bærer briller. Han havde en lys mellemstor hund med sig. Han havde mørk jakke og mørke joggingbukser på.

- Hvis han er så ung, så har han ikke kørekort, og da han har en hund med, så kunne det måske tyde på, at han bor i området, fortæller vagtchefen.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, hvis de har set noget eller kender noget til den unge fyr. Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Ved du noget? Så send os et tip