Bob Dylan til Odense

Den 28. maj spiller Bob Dylan i Arena Fyn.

Det er en af rockhistorien helt store ikoner der gæster Odense. 66-årige Bob Dylan leverer stadig nyt musik - senest med albummet Modern Times fra 2006
 
- Bob Dylan er en af de allerførste repræsentanter for det ungdomsoprør, der tog sit afsæt i 60'erne. Han er aldrig gået på kompromis kunstnerisk og har altid været i stand til at forny sit udtryk, så han som kunstner både er uforudsigelig, samtidig med at han er garant for en kvalitetsmæssig kontinuitet kunstnerisk. Det betyder, at hver koncert bliver en stor og unik oplevelse, siger direktør for Hans Quistgaard JVB Concerts.

Der er plads til 5000 gæster, men alligevel betegner de det som en intimkoncert.

- Arenaen vil til aftenens koncert blive bygget op, så publikum får en intens oplevelse. Vi placerer scenen langs langsiden, så publikum kommer tættere på kunstneren. Det giver en helt anden oplevelse, end ved de større koncerter, hvor der kan være langt op til scenen. Til en kunstner som Bob Dylan er det oplagt at få intimiteten helt i front, udtaler Thomas Christensen, administrerende direktør i Odense Sport & Event.

Billetterne sættes til salg mandag d. 31 marts klokken 10:00 og koster 750 kroner plus gebyr.

Oversigt

    Oversigt