Bock skubber penge til provinsen: - Det er en hårdt tiltrængt omprioritering

Kulturminister Mette Bock har åbnet dagens konference om klassisk musik ved at kaste en bombe på bordet. 7,8 millioner kroner skal flyttes rundt mellem orkestrene.

Der har længe lydt kritik af den uigennemskuelige statsstøtte på kulturområdet, hvor landets symfoniorkestre har fået meget forskellige beløb ind på kontoen. Samtidig falder støtten med to procent hvert år over fire år. Og begge dele prøver kulturminister Mette Bock (LA) nu at kompensere for.

Odense Symfoniorkester får tilført flere midler sammen med de øvrige landsdelsorkestre i Århus, Aalborg og Sønderjylland. Fra 2021 vil provinsorkestrene samlet få tilført 7,8 millioner kroner, men omprioriteringen sker gradvist fra 2018, hvor to millioner kroner bliver flyttet vestpå. Pengene bliver taget fra det sjællandske Copenhagen Phil.

Kulturminister Mette Bock siger:
- For mig er det vigtigt, at alle danskere har adgang til klassisk musik af høj kvalitet. Det kræver, at vi flytter ressourcer fra hovedstaden og Sjælland til Fyn og Jylland. Helt konkret bliver der flyttet 7,8 mio. kroner. fra Copenhagen Phil til de fire landsdelsorkestre vest for Storebælt. Det er en hårdt tiltrængt omprioritering. Borgere i hovedstadsområdet har en nem adgang til kulturtilbuddene, herunder den klassiske musik. I resten af Danmark er tilgængeligheden ikke så god. Derfor må vi omprioritere.
Når vi rykker ved bevillingerne på orkesterområdet, er det for kulturens og borgernes skyld – ikke for institutionernes. Det hele handler nemlig om at skabe de bedst mulige vilkår for, at danskerne kan opleve levende, symfonisk musik i hele landet, siger ministeren.

Orkestrenes udviklingsmuligheder til debat

Kulturminister Mette Bock deltager fredag den 21. april i en konference på Hotel Park i Middelfart for hele det danske orkestermiljø. Her vil der være fokus på, hvordan orkestermusikken kan bringes godt ind i fremtiden gennem blandt andet etablering af partnerskaber, nye finansieringskilder samt tiltrækning af nye målgrupper.

Herefter vil ministeren indlede en dialogrunde med hvert af de fem landsdelsorkestre for at sikre sig, at omprioriteringen kommer til at spille sammen med orkestrenes egne tanker og ideer om blandt andet styrkelse af indsatsen over for børn og unge, nye samarbejdsrelationer og talentudvikling. Sideløbende drøftes sagen med partierne i Folketinget med henblik på at effektuere omprioriteringen allerede fra og med finansloven for 2018.
 

 

Oversigt

    Oversigt