Bøde til Udbyhus-ejer for kvaksalveri

Ejer af alkohol-afvænningsstedet Udbyhus i Nørre Åby har accepteret en bøde 50.000 kroner, og undgår dermed en retssag.

Sagen kom frem i efteråret 2008 efter afsløringer i TV2-programmet Operation X.

Operation X fortalte den tragiske historie om 39-årige Susanne Lausen, der begik selvmord.

Susanne Lausen var psykisk syg og indlagt, da hun desperat efter hjælp i samråd med sin mand søgte ind på Udbyhus. Ejerne mente, at de kunne hjælpe, selvom hun ikke var alkoholiker.

Psykiatrisk afdeling orienterede Udbyhus om hendes sygdom, men alligevel begyndte de straks at nedtrappe hendes brug af psykofarmaka og begrænsede hendes kontakt med familien. Hun fik det dårligere og dårligere, og til sidst gik hun ud foran et tog nær Udbyhus.

Efter sagen kom frem meldte hendes to søstre ejerne af Udbyhus til politiet. Og politiet efterforskning førte nu frem til en bøde for kvaksalveri.

- Sager har taget så meget på min klient, at han ikke har kræfter til en retssag, siger ejerens advokat Karl Kristian Madsen til Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt