I det fynske folks tjeneste

Bøder hjælper mod børns fravær udenfor ferietiden

Nogle forældre har et afslappet forhold til at deres børn har fravær fra skolen for eksempel fordi de skal på ferie udenfor den almindelige ferietid eller måske bare på en fællestur i storcentret.

Det koster mere end 400 kroner om dagen hvis eleverne på Viby Efterskole har fravær uden grund

Mere end 12 dages fravær

Det giver problemer i skolerne, når eleverne er væk i mange dage i løbet af et skoleår.

For eksempel på Østre Skole i Middelfart, hvor skoleinspektør Poul Anthoniussen oplever, at 128 elever har mere end 12 dages fravær i løbet af et år. Med i tallet er også elevernes sygedage, men alligevel slår Østre Skole nu alarm, for tallet er alt for højt.

På Østre Skole satser man på en dialog med forældrene for at mindske fraværet.

Kontant pengestraf

Men andre steder falder der en kontant pengestraf, hvis eleverne har fravær uden grund.

På Viby Efterskole i Nørre Aaby koster det mere end 400 kroner per dag, hvis eleven er væk uden gyldig grund.

Efterskolen får nemlig statsstøtte og hvis eleverne er fraværende uden grund, så mister skolen penge. Så den regning bliver altså sendt videre til forældrene.

-  Det er jo penge vi har budgetteret med, så derfor må forældrene betale, hvis de vil have deres datter eller søn til at holde ferie udenfor den almindelige ferieperiode, siger René Hansen, der er forstander på Viby Efterskole.

Og der er faktisk ikke nogle forældre, der har valgt at tage elever ud fra Viby Efterskole i dette skoleår, så det kan være, at den kontante pengestraf har sin virkning.