Christina blev kaldt luder og truet i bussen: Nu skal et bodycam beskytte hende

Truslerne mod billetkontrollørene er de seneste år steget, og derfor indfører Fynbus nu såkaldte bodycams, så "Christina" og andre kontrøllerer kan føle sig mere sikre på arbejde.

Møgsæk, luder, grim familie og dumme børn. Det er bare nogle af de skældsord og grimme kommentarer, "Christina" har oplevet i sin hverdag som kontrollør hos Fynbus. Men det er langt fra det eneste, hun er vant til at opleve, når hun er ude og tjekke busbilletter. Indimellem bliver hun også truet af passagerne.

- Jeg har oplevet, at jeg er gået igennem banegården om aftenen og har fået at vide, at hvis jeg skal ud og kontrollere i aften, så får jeg nok tæv, siger Christina til TV 2 Fyn.

Oplevelserne er hun langt fra ene om. Ifølge en artikel fra Fyens Stiftstidende er tonen og truslerne tydeligvis blevet endnu grovere over for kontrollørene. Hvis man ser alene på politianmeldelser, var der i 2019 fem anmeldelser, i 2020 17, og ifølge Fynbus bliver tallet i 2021 endnu højere. De skal der gøres noget ved, mener trafikselskabet. 

Kontrolløren "Christina"

Mere tryghed 

Fynbus valgte for få uger siden, at deres 12 billetkontrollører i fremtiden skal gå med kameraer på kroppen på arbejde, så de kan føle sig mere sikre. 

quote Det er ikke sjovt at skulle i retten og vidne mod et andet menneske. Og flere af mine kollegaer har også gjort det flere gange

"Christina", billetkontrollør, FynBus


Og den beslutning kan Christina allerede nu mærke har en effekt på jobbet. Situationer, der kunne være sprunget i luften, er blevet afeskaleret, og folk har vist en generel forståelse for de nye bodycams.

Det lille kamera over hendes venstre bryst giver en ro på arbejdet fortæller Christina.

- Det er jo fantastisk. Jeg går meget alene om aftenen midt ude i ingenting. Så det giver mig en ekstra tryghed, at når jeg står ude på landevejen i mørke, kommer ind i bus, og ikke ved, hvad jeg træder ind til, så har jeg den her som en lille ven. Så er det ikke kun chaufføren, der er tilstede, det er kameraet og politiet, som jeg kan have røret, også, siger hun til TV 2 Fyn.

Folk er enten fuldt forstående eller undrer sig over nødvendigheden af det lille kamera, fortæller Christina. Der har dog ikke været nogle negative reaktioner over kameraet.
Folk er enten fuldt forstående eller undrer sig over nødvendigheden af det lille kamera, fortæller Christina. Der har dog ikke været nogle negative reaktioner over kameraet.

Nu er det nok

Christina har tidligere arbejdet som vagt i syv år, og hun er derfor vant til at blive mødt med grimme ord og trusler, fortæller hun til Fyens Stiftstidende. Tonen er dog blevet tydeligt grovere, siden hun startede som buskontrollør for halvandet år siden. 

Christina tror, at en del af forklaringen skal finde hos de mange coronarestriktioner, folk har været underlagt.

- Folk er bare blevet trætte af den her kontrol. Og når jeg så kommer hen til dem og spørger, om de også har billet til bussen, så synes de, det er er nok. Så gider de ikke mere, siger hun til TV 2 Fyn.

Færre anmeldelser

Christina og hendes kolleger har hver uge møder, hvor de diskuterer de voldsomme episoder og kommer af med deres frustrationer. Og det er virkelig vigtigt, hvis man ikke skal bukke under for presset, fortæller hun.

- Hvis du ikke kan komme af med alle de her mange ting, der bliver sagt imod dig, så sætter det sig i dig både fysisk og psykisk, forklarer hun.

Christina har i løbet af sin tid som billetkontrollør hos Fynbus indgivet to voldsanmeldelser til politiet. Hun håber på at kunne afværge den slags oplevelser i fremtiden.

- Det er ikke sjovt at skulle i retten og vidne mod et andet menneske. Og flere af mine kollegaer har også gjort det flere gange. Så hvis vi kan få nedbragt de der voldsanmeldelser, så synes jeg det ville være alle penge være. Også for vores psyke, fortæller Christina.

Oversigt

    Oversigt