Danskerne, der er topseedet i den danske turnering, kunne dog alligevel booke en billet til torsdagens anden runde af kampe med en arbejdssejr i to sæt på 21-18, 21-16.
Danskerne virkede fra start en smule nervøse og skulle finde rytmen. De små fejl fra Boe og Mogensen blev udnyttet, og hollænderne kunne således gå til den indlagte pause midt i første sæt med en føring på 11-9.
Det blev ikke meget bedre umiddelbart efter spilstoppet i første sæt. Danskernes bolde røg i nettet, ketsjerne blev slået sammen, og den sidste skarphed manglede.
Den indfandt sig dog så småt, og hollænderne blev indhentet ved 15-15.
Først til sidst kunne danskerne trække fra og sætte første sæt på kontoen.
Andet sæt startede skidt for de to danskere, der kom bagud 1-4. Hollændernes føring varede dog ikke længe, og det danske par kunne gå til pause med en smal føring på 11-10.
Spillet blev aldrig rigtig godt, men Boe og Mogensen viste til sidst rutinen og kørte sejren i hus.
Ifølge Carsten Mogensen handlede den sløve start i kampen mest om, at de to danskere lige skulle ordentligt i gang.
- Vi vil gerne spille os lidt i gang, og det gør vi egentlig også i dag, men jeg føler også, at vi er flere niveauer bedre, end vi viser i dag, siger Mogensen efter sejren.
Mathias Boe tror på, at parret nok skal finde det høje niveau.
- Vi har trænet godt og er helt klar rent fysisk. Vi har spillet et par gode turneringer i Asien og forsøgt at holde formen ved lige herhjemme, siger Boe, der fremhæver den mentale del af spillet som det, der skal forbedres mest.
- Men vi er nogle gamle cirkusheste, så det skal vi nok få styr på, siger den 37-årige dansker.
Torsdag møder Boe og Mogensen Or Chin Chung og Tang Chun Man fra Hongkong i anden runde af Denmark Open.
Den anden danske herredouble med Mads Kolding og Mads Conrad-Petersen spillede sig ligeledes videre til anden runde med en sejr i to sæt over indiske Manu Attri og Reddy Sumeeth.