I det fynske folks tjeneste

"Bødehånere" bliver nu stoppet

Fremover bliver det nemmere for politiet at inddrive ubetalte bøder ved at konfiskere ejendele.

Forsøg på Fyn med at stoppe de såkaldte "bødehånere" rulles nu ud til hele landet.

De såkaldte "bødehånere", der blandt andet river bøder for en trafikforseelse over for øjnene af politiet, kan nu blive stoppet.

Et forsøg med et styrket samarbejde mellem SKAT og tre politikredse har nemlig vist sig at være effektivt. I løbet af seks måneder har forsøget resulteret i knap en million kroner mere til statskassen.

Nu bliver ordningen permanent og styrker politiets muligheder for at gribe ind over for disse lovovertrædere, som ignorerer bødestraffe og nægter at betale. 

Det glæder Socialdemokratiets fynskvalgte retsordfører, Trine Bramsen.

Hun tog problematikken til justitsministeriet for fire år siden efter, at have erfaret at blandt andet Fyns Politi oplevede provokerende opførsel ved bødeudskrivelser - og var handlingslammede:

Læs også Politi: Stenkaster på Fyn beskyttes af en eller flere

- Vi har jo på Fyn set eksempler, hvor bøder er revet over lige foran betjentene. Det krænker vores allesammens retsfølelse, følelsen af retfærdighed.

- Ingen skal kunne hovere på den måde, og det skal det her sætte en stopper for, siger Trine Bramsen til TV 2/Fyn.

Over hele landet til maj

Det er aftalepartierne bag Bandepakke III, som fredag besluttede, at brede ordningen ud til resten af landet. Ifølge Trine Bramsen forventer politiet, at ordningen er bredt ud i hele landet omkring den 1. maj.

Udover at de såkaldte "bødehånere" nu kan stoppes, er der også en forventning om, at der kan indrives en del penge:

- Jeg har en forventning om, at det handler om millioner af kroner, siger Trine Bramsen, der dog ikke har et præcist tal på indrivelsen.

Ordningen blev testet hos i Fyns Politi, Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.

03:11

Se vores indslag om problematikken om "bødehånere" fra 27. november 2014.

Luk video

Ved du noget? Så send os et tip