Boeing på Fyn

Repræsentanter for en af verdens største producenter af fly og andet forsvars-, rumfarts- og sikkerhedsudstyr, Boeing, besøgte tirsdag Odense.

Boeing har nemlig valgt at tilslutte sig drone-netværket UAS Denmark, som har base i Hans Christian Andersen Airport i Beldringe.

- Nok er Danmark et lille land. Men når det kommer til innovation og kompetencer, er det ikke et lille land, sagde Business Development Manager for Boeing Nordeuroppa, Cliff Puckett.

- Selvom vi allerede har stor viden og er nået langt med udvikling af civile droner, tror vi på, at samarbejde med virksomhederne i UAS Denmark kan blive meget frugtbart for os alle, tilføjede han.

Boeing har tidligere med succes testet civile droner fra Hans Christian Andersen Airport som er særkligt velegnet til formålet.

Stort skridt frem for fynsk droneeventyr

UAS Denmark med base på Hans Christian Andersen Airport har allerede 40 tilknyttede virksomheder.

Med Boeings ankomst tager netværket et stort skridt videre mod at blive et førende europæisk center for udvikling af ubemandede fly og at fremme love og regler omkring dem.

Virksomhederne i UAS Denmark er både producenter af droner, store virksomheder med interesse for området, universiteter, private og offentlige brugere, herunder Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen og Københavns Brandvæsen.

En gigantisk partner

Boeing Defence, Space & Security er en del af The Boeing Company, som er en af verdens største indenfor forsvars-, rumfarts- og sikkerhedsindustrien.

Boeing Defence, Space & Security har hovedsæde i St. Louis i USA, har en omsætning på 33 milliarder dollar årligt og 58.000 ansatte over hele verden.

Mere om Boeing her

Mere om UAS Denmark

Oversigt

    Oversigt