I det fynske folks tjeneste

To børn- og ungechefer fyret i Odense

To chefer i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense er fratrådt og en tredje har fået en advarsel som udløber af sagen om udsatte børn.

Der er tale om den øverste chef for det specialiserede børneområde og to afdelingschefer.

Baggrunden for sanktionerne mod cheferne er den kritiske redegørelse, der blev fremlagt midt i september, og som fastslog, at der var sket planlagte og systematiske lovbrud i sagen om udsatte børn.

De to afskedigede chefer får løn i deres opsigelsesperiode på henholdsvis et helt og et halvt år, hvilket løber op i 1,3 millioner kroner, oplyser børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Sagen har tidligere kostet direktøren for forvaltningen, Peter Pietras jobbet.

Da han var ansat på åremål, kostede det kommunen 4,5 millioner kroner.

Sagen handler om at socialrådgiverne i Odense i juni fik besked på at lukke 180 sager om udsatte børn for at spare penge.