I det fynske folks tjeneste

Tullebølle: Omstridt børnecenter på Langeland lukkes

Børnecenter Tullebølle lukker. Foto: Jonas Mattsson

Børnecenter Tullebølle på Langeland bliver lukket. Det erfarer Fyns Amts Avis, som også skriver, at Langelands borgmester Bjarne Nielsen (V) har indkaldt til pressemøde onsdag eftermiddag.

Ifølge TV 2/FYNs oplysninger er medarbejderne indkaldt til stormøde klokken 14 i dag.

Det er tilsyneladende de seneste måneders mange sager med uro på Børnecenter Tullebølle, der nu får Udlændingestyrelsen til at trække stikket til Langeland.

Slagsmål på børnecentret, som huser børn, der er kommet til Danmark uden en forældre, og seksuel chikane af unge piger på Langelandsfestival er nogle af de historier, der har været i medierne om centeret.

Senest har byrådsmedlemmet Kim Welcher, Dansk Folkeparti, krævet asylcentret lukket. 

Læs også Slagsmål på Tullebølle Asylcenter

- Man burde lukke centret, for ledelsen har ikke magtet at løse problemerne. Man har bare ladet stå til, og hver gang der er problemer, kommer de med de her floskler om, at der er tale om enkeltstående tilfælde, sagde Kim Welcher til TV 2/FYN, dagen efter at der igen havde været slagsmål på Børnecenter Tullebølle.

Fakta: 

  • I oktober 16 er 15 til 20 drenge involveret i slagsmål. Heriblandt forsøger nogle at sætte en stopper for optøjerne. I kampens hede bliver en medarbejder på centret ramt af slag.
  •  I august 16 bliver fem drenge i alderen 14 til 17 år forflyttet fra asylcentret. Det sker, efter at politiet sigter to af drengene for voldtægt og tre for seksuel chikane i området omkring Langelandsfestival.
  •  Sigtelserne får Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), til at foreslå, at man samler de uledsagede flygtningebørn, der bryder reglerne på landets asylcentre, i et nyt center med særligt skrappe regler.
  •  Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) mener dog ikke, det er den bedste løsning at samle dem i ét center. Hun siger i et interview til TV 2, at det er bedre at få dem "delt op og sendt ud, hvor der også er en fast hånd".
  •  Samtidig står den tidligere medarbejder Tommy Bredal Storgaard frem i medierne og fortæller om kritisable forhold på centret.
  •  Ifølge Tommy Bredal Storgaard har medarbejderne på centret mistet kontrollen, og der er ofte slåskampe og børn, der stikker af.
  •  Det kommer også frem i medierne, at kun halvdelen af de ansatte medarbejdere på Tullebølle Børnecenter er faglærte medlemmer.
  •  I august bliver børnecenterleder Hanne Sommer sygemeldt fra sit job.

Ballade-center

I august blev fem drenge i alderen 14 til 17 år forflyttet fra asylcentret.  Det skete, efter at politiet havde sigtet to af drengene for voldtægt og tre for seksuel chikane i området omkring Langelandsfestival.

Desuden har den tidligere medarbejder Tommy Bredal Storgaard, der blev prikket i en af flere større fyringsrunder på asylområdet, tidligere fortalt om kritisable forhold på centeret.

Blandt andet at man ikke formåede at holde styr på drengene, og at de ofte stikker af. Herefter blev centerleder Hanne Sommer sygemeldt.

Sagerne har senest betydet, at Udlændingestyrelsen i samarbejde med Langeland Kommune, der driver børnecentret, har halveret normeringen fra godt 100 asyldrenge til 50 asyldrenge.

Den bebudede lukning kommer samme dag, som integrationsminister Inger Støjberg (V) skal besvare et spørgsmål om i Folketingets spørgetid om børnecenter Tullebølle, skriver Ritzau.

Det er DF'eren Dorthe Ullemose, byrådsmedlem i Svendborg og folketingsmedlem, der har stillet spørgsmålet, som lyder: "Hvad kan ministeren gøre for, at forhold, som vi kender fra Børnecenter Tullebølle i Langeland Kommune med forskellige former for seksuelle overgreb, vold mod personalet og ildspåsættelse, bliver stoppet?"

Der er spørgetid i Folketinget onsdag klokken 13.00.

Det er center nummer fem der lukkes

Når Børnecenter Tullebølle lukker, så bliver det center nummer fem, som Langeland Kommune skal lukke ned.

Midt i september meldte Udlændingestyrelsen nemlig ud, at et færre antal asylansøgere end ventet betød lukninger.

Derfor skal Langeland Kommune lukke de tre fynske centre; Center Lohals, Center Faaborg og Center Præstekærgaard ved Horne. Desuden skal Center Søllested på Lolland også lukkes.

Læs også Fire asylcentre lukker - medarbejdere fyres

 

 

Ved du noget? Så send os et tip