Børnefamilie fra Vollsmose overvejer at gå til menneskerettighedsdomstol

I 2016 blev en familie smidt ud af en lejlighed i Vollsmose, fordi sønnen havde begået kriminalitet. Forsvarsadvokat mener, at familien er blevet straffet nok med sønnens dom på otte måneders fængsel og betinget udvisning af landet.

En kvinde og hendes børn er blevet smidt ud af deres bolig i Vollsmose i Odense, fordi sønnen har begået kriminalitet.

Ifølge familiens advokat overvejer familien nu at gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i Frankrig for at få omstødt højesteretsdommen.

- Mor og de to andre børn, der bor hjemme, er blevet smidt ud af boligen og skal finde et nyt sted at bo. Man kunne overveje, om man kunne indbringe det her for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Er det en krænkelse af retten til bolig og familieliv? Det er en overvejelse, som vi selvfølgelig vil gøre os, siger forsvarsadvokat Vilhelm Dickmeiss.

Stenkast og brandbomber

Landsretten bestemte i første omgang, at kvinden skulle have lov at blive i sin bolig, men tirsdag har Højesteret godkendt udsmidelsen.

Sønnen er indblandet i en sag fra sommeren 2015, hvor politiet blev angrebet med stenkast og brandbomber under en patruljekørsel i Vollsmose.

Det principielle i sagen var, hvorvidt udlejeren kunne smide lejeren ud, når optøjerne, hendes søn deltog i, havde fundet sted i en anden boligafdeling i Vollsmose, end den hvor kvinden bor.

- Hvis man nu bor på den anden side af Åsumvej, er man ikke inden for området, og det bliver lidt en afgrænsning af, hvornår man kan smide folk ud eller ej. Det er meget vidtgående for lejerne, siger Vilhelm Dickmeiss.

Højesteret vurderede dog, at der var den fornødne tilknytning mellem boligafdelingerne, idet begge var inden for Vollsmose.

Betinget udvist af Danmark

Vilhelm Dickmeiss er bekymret for lejerens retsstilling.

- Man har straffet dem. De er blevet straffet igennem det strafferetlige system. De har fået en hård dom. Den pågældende fik otte måneders fængsel og blev betinget udvist af Danmark, siger Vilhelm Dickmeiss.

- Derfor mener jeg ikke, man også skal strække konsekvensen af hans handlinger til også at smide familien ud af deres bolig, når det ikke er begået i samme område eller med tilknytning til samme udlejer, forklarer han.

Familien blev smidt ud i januar 2016 af Fyns Almennyttige Boligselskab. 

Se hele interviewet med Vilhelm Dickmeiss. 

 

Oversigt

    Oversigt