I det fynske folks tjeneste

Børnehave i Føns dropper solceller på grund af lovgivning

00:20

Solcelletaget er lige til at rive ned, hvis ikke der bliver fundet en løsning. Video: Flemming Ellegaard

Et lille solcelleanlæg, der leverer strøm til daginstitutionen, er blevet ulovligt på grund af en teknikailtet i elforsyningsloven. Middelfart Kommune har nu trukket stikket.

Børnehuset Søstjernen i Føns har et solcelleanlæg, der ikke længere bliver brugt, selvom anlægget kan producere strøm nok til at dække institutionens behov.

- Vi er enormt frustrerede og enormt ærgerlige over det, for vi har brug for, at der kommer et godt mix fra solceller i det samlede energisystem. Vi har også brug for at markere os og gøre en forskel i kommunerne på det her område, siger Morten Westergaard, der er klimachef i Middelfart Kommune. 

00:16 Luk video

Middelfart Kommune er kommet i klemme, fordi de lavede anlægget i 2012, da solcelleanlæg boomede overalt i landet. Men fordi staten frygtede et stort provenutab fra de mange solcelleanlæg, blev kommunerne pålagt at danne selskaber, de så skulle købe strømmen fra. Men Morten Westergaard har svært ved at se, hvorfor man skal lave et selskab til et anlæg, der ikke generer noget overskud.

- Det er overadministration, det er overbureaukrati. Det her anlæg producerede for 16 kroner i november. At vi skal til at lave selskaber, det giver ingen mening. Samtidig ser vi, at for eksempel regionerne kan plastre solceller til uden at være omfattet af de samme ordninger. Hvorfor skal der være den her forskel?, spørger Morten Westergaard.

Læs også EL: Sæt solceller på Tankefuld

Staten sparer, kommunen betaler

Ligesom Middelfart Kommune har 12 andre kommuner også gjort noget for den grønne omstilling og opstillet solcelleanlæg. Men 27 anlæg for cirka 25 millioner kroner skal landet over pilles ned, hvis ikke der findes en løsning på problemet. Solcelleanlæggene er opstillet i god tro, men de er nu ulovlige. Og det handler om teknikaliteter.

Læs også Ekstraregning for solceller på sygehuse

- Kommunerne må ikke drive forsyningsvirksomhed, og omkring årsskiftet 2012/2013 begyndte Energistyrelsen at definere solcelleanlæg som forsyningsvirksomhed. Det betød at kommunerne skulle danne selvstændige selskaber for deres solceller, og at de ikke kunne bruge den strøm solcellerne producerede direkte men skulle købe den, med afgifter, fra det selvstændige selskab, forklarer Dorte Nørregaard Larsen, der er sekretariatsleder i Energiforum Danmark.

Denne tolkning af elforsyningsloven sparer staten for et provenutab, men ødelægger økonomien i solcelleanlæggene for kommunerne.

- Sat på spidsen kan man sige, at staten beder 13 kommuner skrotte investeringer for 25 millioner kroner, for at statskassen undgår et provenutab på 1 million kroner om året, forklarer Dorte Nørregaard Larsen.

Tilfældige kommuner ramt af loven

Da man skærpede lovgivningen i 2013, lavede regeringen en dispensationspulje, som kommuner kunne søge. Problemet er, at der ikke var plads til de sidste 27 anlæg i denne pulje, og det har efterladt 13 kommuner med ulovlige anlæg.

Det er tilfældigt, at det er lige netop de 27 anlæg, der ikke er en del af puljen. Trykket på puljen var så stort, at den var brugt op allerede første dag. Anlæggene har stået på venteliste i årevis i håb om, at nogen alligevel ikke brugte deres del af puljen. 

02:42 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip