Børnehave opført trods naboklager

Borgere i Sanderum oplevede, at deres klager blev syltet og derfor blev børnehave opført, uden de føler sig hørt

Efter TV 2/FYNs omtale af de protest- og aktionsgrupper, som er skudt op som følge af frustration over Odenses By- og Kulturforvaltning, melder flere sig på banen. Christian Heyde-Petersen fra Sanderum kæmpede en lang og forgæves kamp, da der skulle opføres en børnehave på nabogrunden.

- Fælles for dem er, at det er næsten ligegyldigt, hvad de mødes med af argumenter, som andre eksperter kan komme med, eller som er tilgængelige fra myndigheder og styrelser. De er fuldstændig
teflonbelagte og ligeglade, lyder det fra Christian Heyde-Petersen.

Byggeriet af børnehaven inde ved siden begyndte i 2008.

- Kommunen søger ikke om byggetilladelse, for det behøver man ikke, når man er kommune. Der er arkitekttegninger og hele skidtet kan vi se, da vi får aktindsigt. De har ligget klar i lang tid. Det er der ikke ret mange andre, der mig bekendt, har lov til, siger han .

Naboerne forsøgtes sig med formelle klager, som de ifølge Christian Heyde-Petersen skulle have haft svar på inden for 14 dage, men der gik måneder.

- Og til sidst må man bare sige, at når ingen af klagerne har opsættende virkning, så står byggeriet færdigt og har kostet 30 millioner plus det løse, så bliver det jo ikke revet ned.

Den ansvarlige rådmand Jane Jegind (V) har ikke ønsket at svare på kritikken. Hun henviser til forvaltningsdirektør Anne Velling Christiansen, der tilgengæld har lovet en udtalelse i morgen.

Oversigt

    Oversigt