Politiets nye teori: To børnelokkere på spil på Fyn

Tre børn blev i sidste uge forsøgt lokket med slik og bowling. Fyns Politi mener, at der står to forskellige mænd bag de tre episoder.

Det vakte stor opsigt, da Fyns Politi i sidste uge kunne fortælle, at tre tiårige børn ved tre forskellige tilfælde var blevet antastet af en mand på 50-55 år, som forsøgte at lokke dem med slik og bowling.

Fyns Politi har efterfølgende fået flere henvendelser i de tre sager, og onsdag førte efterforskningen til afhøring af en mistænkt i sagen fra Bogense.

- Vi har haft fat i en mand i går. Vi kan stadig ikke få verificeret med 100 procents sikkerhed, at det er ham, men vi har mistanke om, at det er ham, siger Carsten Dichmann, politikommissær hos Fyns Politi.

quote Umiddelbart arbejder vi nu ud fra en teori om, at der er flere gerningsmænd på spil

Carsten Dichmann, politikommissær hos Fyns Politi

Onsdag i sidste uge blev en pige antastet ved Bogense Skole af en mand, der inviterede hende med ud at bowle. Torsdag morgen ved Holluf Pile Skole blev en pige på vej til skole tilbudt slik af en mand, og samme mønster gentog sig torsdag eftermiddag ved Brobyskolerne i Allested-Vejle, hvor en dreng blev tilbudt slik.

De tre meget ensartede anmeldelser gav i første omgang Fyns Politi mistanke om, at det var den samme mand, der stod bag alle tre tilfælde.

Den antagelse har efterforskningen og onsdagens afhøring i Bogense rykket på.

- Umiddelbart arbejder vi nu ud fra en teori om, at der er flere gerningsmænd på spil. Ham her vil ikke være i stand til at køre rundt i bil. Det er en ældre herre, som ikke kan køre bil, og derfor tror vi ikke, det er ham, der har været i Broby og Holluf Pile, siger Carsten Dichmann.

 

 

Bowling og slik

Episoden i Bogense adskilte sig fra de andre ved, at manden spurgte en tiårig pige, om hun ville med ud at bowle. I de to andre tilfælde blev børnene tilbudt slik.

Den mistænkte mand fra Bogense er blevet formanet om, at han skal holde sig væk fra skolen. Men han er ikke sigtet for noget, understreger politikommissæren.

- Manden spørger, om hun vil bowle, og så går han væk igen. Det er måske utilstedelig opførsel, men heldigvis er der ikke nogen af sagerne, hvor man har taget fat i børnene, forsøgt at tvinge dem, har blottet sig eller sagt noget med seksuelle undertoner. Så vi kan ikke rigtig finde en paragraf, vi kan hænge ham op på, forklarer Carsten Dichmann.

Ifølge politikommissæren har den mistænkte i Bogensesagen ikke erkendt, at det er ham, der står bag episoden. Derfor går politiet fortsat videre med efterforskningen af alle tre tilfælde.

quote Det er utryghedsskabende, at børn ikke kan gå i skole uden at blive kontaktet af voksne mænd med sådanne spørgsmål

Carsten Dichmann, politikommissær hos Fyns Politi

- Vi har ikke andre i kikkerten, men vi tænker, at han er et godt bud. Der er ingen af de tre sager, som vi ikke arbejder videre med. Vi får stadig tip i alle tre sager, og de er ikke lukkede overhovedet.

Ingen nye tilfælde

Fyns Politi har ikke modtaget konkrete anmeldelser om nye episoder, efter de tre tilfælde i sidste uge blev omtalt i medierne.

- Det er selvfølgelig dejligt, men vi ved, at hvis sagen kommer frem i medierne, så ved gerningsmanden godt, at vi er opmærksomme på det. Så jeg er ikke i tvivl om, at en mulig gerningsmand har lyttet med i pressen, siger Carsten Dichmann.

Han fortæller, at efterforskningen har haft fokus på sagen fra Bogense, fordi de fik et konkret hint på en mand, der udviste mistænkelig adfærd.

I de to andre sager har politiet ikke på nuværende tidspunkt noget konkret at gå efter.

- Så vi arbejder stadig med sagerne og ser, hvad vi kan grave op. Det er utryghedsskabende, at børn ikke kan gå i skole uden at blive kontaktet af voksne mænd med sådanne spørgsmål, siger Carsten Dichmann.

Som en del af den forebyggende indsats har politiet haft deres mobile politistation ude, ligesom de har taget kontakt til blandt andet skoler for at informere om sagerne.

Fyns Politi vil fortsat meget gerne høre fra mulige vidner eller andre, der kan ligge inde med viden om de tre episoder. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

 

Oversigt

    Oversigt