I det fynske folks tjeneste

Børnene slog rekord på dyrskue

00:44

- Det var et gevaldigt lebend: 12.000 børn kom gratis med skole og børnehave til Det Fynske Dyrskue, der dermed slog ny besøgsrekord.

Det Fynske Dyrskue inviterer hvert år skole- og børnehavebørn samt lærere og pædagoger gratis til skuet i Odense om fredagen, og det benyttede ikke færre end 12.000 sig af i går. Dermed slog dyrskuet sin egen besøgsrekord for de unge gratister. Sidste år var tallet for børn og deres ledsagende voksne 10.500

- Der var et gevaldigt lebend. Vi kunne virkelig mærke det. De er nysgerrige og alle vegne. De kravler op på alt, er inde i staldene og hos vores udstillere. I dag er der mere stille, fortæller skuets presseansvarlige Charlotte Benn.

Det er dog ikke, fordi, hun ikke forventer gæster i dag. Tværtimod kan hun her ved middagstid sidde og kigge ud på lange køer. I dag bliver fordelingen af voksne og børn bare en helt anden.

I alt var der 20.000 gæster på dyrskuet i går, hvilket var på niveau med samme dag sidste år. Dermed var der også relativt flere børn ude på pladsen end sidste år.

Når dyrskuet lukker ned for i år, håber de på et samlet besøgstal i omegnen af 50.000.

- Det regner vi med at nå. Når vi sidder og kigger ud nu, er vi stadig fortrøstningsfulde, slutter Charlotte Benn.  

Ved du noget? Så send os et tip