I det fynske folks tjeneste

25-års-jubilæum: Bog om "Miraklet i Madrid" på vej

Fodboldjournalist Martin Davidsen har i længere tid arbejdet med en bog om en af de største danske idrætssensationer nogensinde.

01:28

Det er i år 25 år siden, at OB slog Real Madrid ud af UEFA Cuppen. Video: TV2

6. december i år er det nøjagtig 25 år siden, at Ulrik Pedersen, Morten Bisgaard, Lars Høgh og alle de andre hårdtarbejdende OB-spillere chokerede hele fodboldverdenen med en 2-0 sejr over mægtige Real Madrid. Men hvad var det helt nøjagtig, der skete? Hvad var det for et fynsk hold, der skrev historie? Hvad var baggrunden, og hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Nogle af de spørgsmål vil den fynske fodboldjournalist og forfatter Martin Davidsen prøve at give svar på, når hans bog udkommer op til jubilæet.  

Forfatter Martin Davidsen

Største resultat nogensinde

- Det er det største enkeltstående klubresultat i dansk fodbold nogensinde, siger Martin Davidsen.

- Så jeg har gået med idéen om den her bog i et par år, og nu er jeg igang. 

Det bliver ikke bare en bog om selve kampen i Madrid, men også om holdet og om tiden op til de berømte opgør med den spanske storklub. Mange af spillerne udsprang fra OBs egen ungdomsafdeling, hvor cheftræner Kim Brink selv havde haft dem i flere år. Og så var der en del spillere, som man næppe havde hørt om i Spanien inden kampene.

- Fx en spiller som Carsten Hemmingsen, der året før havde scoret for B1913 mod Vanløse i den næstbedste række. Han blev så solgt til OB for 30.000 kroner, griner Martin Davidsen. 

Alle kan huske Miraklet i Madrid, men det er ikke alle, der lige kan huske, hvornår OB blev mester. 

Martin Davidsen, Forfatter

Større end mesterskaber

- Faktisk synes jeg, at den bedrift, det hold lavede, næsten er større end de mesterskaber OB også har vundet. Alle kan huske Miraklet i Madrid, men det er ikke alle, der lige kan huske, hvornår OB blev mester. 

Martin Davidsen har tidligere skrevet bogen "Mirakelmageren". En biografi om træner Richard Møller Nielsen. Den solgte i 6000 eksemplarer. Om OBs triumf i 1994 har lige så stor appel, tør forfatteren ikke spå om, men mindre kan også gøre det. 

OB - Real Madrid 1994

22. november 1994, OB - Real Madrid 2-3 (Odense Stadion)

  • 45. minut 1-0 Michael Schjønberg
  • 67. minut 1-1 Ivan Zamorano
  • 69. minut 1-2 José Emilio Amavisca
  • 78. minut 2-2 Jesper Hjorth
  • 90. minut 2-3 Michael Laudrup

6. december 1994, Real Madrid - OB 0-2 (Estadio Santiago Bernabéu)

  • 74. minut: 0-1 Ulrik Pedersen
  • 92. minut 0-2 Morten Bisgaard
Se mere

- Jeg har allerede fået henvendelser fra folk i hele landet, der vil have bogen. I forbindelse med udgivelsen regner jeg også med, at vi laver nogle events, hvor fans kan møde nogle af spillerne fra dengang, siger Martin Davidsen.

Det bliver det lokale fynske forlag Asborg, der udgiver Martin Davidsens bog om "Miraklet i Madrid".