I det fynske folks tjeneste

Bogense dropper videoovervågning

Et flertal bestående af socialdemokrater, konservative og en  løsgænger i Bogense Byråd gik torsdag imod at der etableres videoovervågning på udvalgte steder i Bogense by.

Vold og hærværk skabte ideen

Forslaget om at videoovervåge udvalgte steder i Bogense kom frem efter en periode med mange tilfælde af vold og hærværk blandt unge midt i byen. Nye regler gør den form for overvågning lovlig.

Men da sagen var til drøftelse i byrådet torsdag, meddelte socialdemokratiet, konservative og løsgængeren Michael Thrane, at de ikke ønsker overvågning.

De tæller tilsammen ni af byrådets 15 medlemmer og dermed er der ikke udsigt til videoovervågning i Bogense.