Bogense Kommune - Valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Bogense


Socialdemokrater fik magten på spinkelt flertal
Efter otte år med en borgerlig borgmester (den konservative godsejer Frans Bernstorff) fik den traditionelt socialdemokratiske kommune igen en socialdemokratisk bormester. Borgmester Arne Kruse etablerede en konstituering med Kløverlisten - 6 socialdemokrater og 2 fra Kløverlisten. Lige præcis eet mandat mere end de to borgerlige partier, De Konservative og Venstre kunne præstere. Ved sidste valg var kommunen økonomisk presset med underskud, men det er i løbet af den seneste byrådsperiode vendt, så der nu regnes med omkring 11 millioner kroner i overskud ved udgangen af 2001.


Venstre i intern splid
Venstre stiller op til det kommende kommunalvalg med hele 3 kandidatlister. Umiddelbart er der ingen synlig politisk uoverensstermmelse, og noget kunne tyde på, at det handler om interne stridigheder mellem personerne fra de forskellige lister. Det kan koste partiet dyrt - spørgsmålet er, om Venstre kan overbevise vælgerne om deres samarbejdsevner, når partiet lokalt mangler fodslag.


Hvad skal ske med Bogense Sygehus
Hvad skal der ske med Bogense Sygehus? Amtet lukker det den 1. juli 2002, og Bogense Byråd har sat et analysefirma til at undersøge hospitalets potentiale.


Sej kamp mod flygtningecenter lykkedes
I den sidste del af byrådsperioden har byens politikere kæmpet ihærdigt for at undgå, at der skulle placeres flygtninge på det nedlagte hotel Bogense Kyst. Det var en sej kamp, men det lykkedes til sidst.
 
Marinaen skal sælges
Bogenses marina drives fortsat af kommunen, men i fremtiden skulle der gerne laves om på det. Hvordan det skal ske og under hvilke omstændigheder er ved at blive undersøgt.  At marinaen skal drives under en ny form, er der enighed om i byrådet. Spørgsmålet er bare hvordan, og dette kan meget nemt gå hen og blive et tema i valgkampen.


Flytning af 7. klasserne
Vandene skilles, når det drejer sig om 7. klasserne i Bogense. Det drejer sig om bevarelse eller nedlæggelse af  7. klasse på Kongslundskolen og Klinteskolen. Socialdemokraterne og Kløverlisten går ind for at flytte de to skolers 7. klasser til Bogense skole, mens Venstre og De Konservative er imod. Flytningen ville give en besparelse på 124.000 kroner, men penge er ikke alt. Kritikken går på, at flytning af eleverne vil ødelægge den pædagogiske røde tråd, og desuden vil gøre det mindre attraktivt at bo i de områder, hvor 7. klasserne bliver flyttet fra.


 


Tilbage til hovedsiden om Bogense Kommune

Oversigt

    Oversigt