I det fynske folks tjeneste

Bolbro og Dalum skal til stemmeurnerne

02:10

1 af 2

Et forsøg med lokalt demokrati betyder, at beboerne i Bolbro og Dalum skal til lokale folkeafstemninger for at finde ud af, hvordan de hver især vil bruge 100.000 kroner.

Odenseanerne skal i højere grad selv bestemme, hvordan kommunens penge skal bruges. Derfor iværksætter kommunen et forsøg med såkaldt "brugerstyret budgettering" i de to områder.

- Borgerne får mulighed for selv at bestemme, hvordan pengene skal bruges og de får mulighed for at samles om konkrete forslag til forbedringer, siger Annemette Winther, der er chefkonsulent i Odense Kommune.

Til sammen får Dalum og Bolbro 200.000 kroner, og nu er det op til lokale kræfter at indsamle ideer til hvad pengene skal bruges til, og herefter arrangerer en lokal afstemning.

- Det er en rigtig god ide, og falder i forlængelse af de vi ellers laver, siger Bjarne Hansen, der aktiv i Lokalforum Bolbro.

- Det er en uvant situation at få penge, men det er en god ide, siger Signe Bøgh fra Bolbro Brugerhus.

Bolbro er målt på gennemsnitlig indtægt et af landets fattigste områder, og de lokale ildsjæle har allerede forslag til hvordan pengene kan bruges.

- Det kunne fx være en vej, der gerne vil have en skulptur, en boligforening, der vil have kunst eller en gadefest, siger Bjarne Hansen.

- Det kunne både være bruges til en legeplads ved Lidl, men også til alt muligt andet, siger Signe Bøgh.

De engagerede borgere skal i løbet af foråret planlægge indsamlingen af ideer og den efterfølgende afstemning.

- Det er helt op til de lokale hvordan afstemningen bliver afviklet. Man kan stemme digitalt, med brev eller med legoklodser, bare man rammer den lokale stemning, siger Annemette Winther.

I både Brasilien og England er der gode erfaringer med brugerstyret budgettering, og måske kan forsøget i Odense bliver udvidet.

- Hvis det falder heldigt ud, så synes jeg det kunne være spændende at udbrede det til andre lokalområder og også finde flere penge til brugerstyret budgettering, siger borgmester Anker Boye(S).

Ved du noget? Så send os et tip