Bolig-chef siger op

Direktøren for boligforeningen OAB i Odense, Palle Øvlisen, er stoppet med øjeblikkelig virkning.

Palle Øvlisen havde foreslået at flytte butikkerne fra Bøgetorvet i Vollsmose til Vollsmose Torv for at gøre op med torvets dårlige ry.

Men den beslutning afviste OAB-bestyrelsen på et møde tirsdag.

Til Fyens Stiftstidende siger Palle Øvlisen, at han sagde sit job op inden tirsdagens bestyrelsesmøde.

- Jeg har sagt op, fordi vi har forskellige synspunkter. Jeg mener, jeg kunne have kørt OAB frem til noget stærkt. Jeg blev ansat for at lave noget nyt for OAB, for at netværke og gøre OAB synlig. Jeg har i den grad leveret varen, men jeg må konstatere, at det er ikke det, bestyrelsen har ønsket, forklarer Palle Øvlisen til fyens.dk

Palle Øvlisen er efter aftale blevet fritstillet med øjeblikkelig virkning.

Oversigt

    Oversigt