I det fynske folks tjeneste

Boligforening truer med huslejestigninger efter hærværk

En boligblok i Fyrreparken i Vollsmose er så voldsomt plaget af hærværk, at boligforeningen nu truer lejerne med huslejestigninger. Samtidig indsætter boligforeningen vagter og beboerne får forbud mod unødige ophold i kælderrummene.

-

I løbet af den sidste uge har ukendte gerningsmænd begået hærværk mod kælderrum, garager og ejendomsmesterens værksted i en boligblok i Fyrreparken.

- Der er tilsyneladende tale om nogle unge mennesker, som er flyttet ind i et tomt kælderrum uden tilladelse. Samtidig har de lavet hærværk og er brudt ind i nogle garager, hvor de blandt andet har stjålet stereoanlæg, fortæller inspektør Kim Falde fra Fyns Almennyttige Boligselskab.

Tirsdag modtog samtlige 504 lejemål et brev om hærværket fra Fyns Almennyttige Boligselskab. I brevet truer boligselskabet beboerne med huslejestigninger, hvis ikke hærværket bliver stoppet.

Derudover får beboerne fra nu af forbud mod at opholde sig i kældergange og kælderrum, hvis man ikke har noget at gøre der, og boligselskabet hyrer samtidig vagter for at undgå yderligere hærværk i boligafdelingen.

I følge Kim Falde blev to af de unge tirsdag morgen anholdt, og boligselskabet håber, at det kan sætte en stopper for hærværksbølgen.