I det fynske folks tjeneste

Bolighaj huserer i Odense

Kun gulvtæppet sikrer mod det dybe hul, der er midt i gulvet.

Svamp i vindueskarmen og et stort hul i gulvet er bare nogle af de problemer, flere lejere bliver udsat for i Odense af udlejeren Ole Nielsen.

En af dem er Thor Mortensen, som bor i en af Ole Nielsens boliger i Hjallese. Boligen er så hårdt plaget af svamp, at Thor Mortensens kæreste ikke tør bo der, og under gulvtæppet er der et dybt hul.
- Selvom jeg fjerner fugt og skimmelsvamp med Klorin, kommer det hurtigt tilbage igen, siger Thor Mortensen til TV2/FYN.

Huslejen lyder på 2800 kroner om måneden, og så deler Thor Mortensen køkken og bad med syv andre lejere. Men når lejerne har prøvet at klage, har udlejer Ole Nielsen optrådt truende.
- Han er blevet så hidsig og har opført sig så truende, at vi ikke tør henvende os længere, siger Thor Mortensen.

Hos Lejernes Landsorganisation (LLO) kender man udmærket udlejeren.
- Vi har haft flere sager, hvor Ole Nielsen har været udlejer. Så jeg vil anbefale lejerne at klage over boligens mangler til huslejenævnet, siger formand for LLO i Region Syd, Jan Holm Jensen, til TV2/FYN.

Det er ikke lykkedes TV2/FYN at få en kommentar fra Ole Nielsen.

Ved du noget? Så send os et tip