Bombe fundet i skraldespand

En krysantemumbombe blev mandag formiddag fundet i en skraldespand ved Statoil i Næsby. Politiet fik hjælp af ammunitionseksperter til at undersøge bomben, der er livsfarlig, hvis den antændes.

Fyns Politi fik mandag formiddag klokken 11.26 meldingen om fundet af bomben, der var blevet smidt i skraldespanden kort tid forinden.

Personalet på Statoil på Bogensevej i Næsby så en mand på knallert køre ind på stationen og smide genstanden, der viste sig at være en krysantemumbombe, i en skraldespand på forpladsen.

Bomben var på størrelse med tre knytnæver og havde en 1 meter lang lunte.

- Sådan en bombe er meget farlig og kan formentlig sagtens dræbe en person, der står ved siden af den. Det er et held, at ingen nåede at smide et cigaretskod eller lignende i spanden, for sådan en lunte antænder på blot et sekund, siger vagtchef Thomas Bentsen ved Fyns Politi til TV2/FYN.

Politiet måtte have hjælp af ammunitionsryddere (EOD) til at undersøge bomben, der er af den slags, der bruges af professonelle fyrværkeri-folk.

- Vi skulle sikre, at den ikke blot kunne sprænge af sig selv. Da vi havde styr på det, afspærrede vi området, indtil hjemmeværnet kom og fjernede bomben, siger Thomas Bentsen.

Overvågningsbilleder fra tanken viser billeder af manden på knallerten, og politiet har nu en patrulje ude hos personen.

- Det er svært at sige, hvad formålet har været med at smide sådan en bombe. Måske har han fået kolde fødder eller ikke haft mod på at have den liggende derhjemme, fortæller Thomas Bentsen.

Oversigt

    Oversigt