Bombemand afsløret af brev

Det var et brev fra arresten, der viste politiet vej til en formodet bombefabrikant på Fyn.

Det kom frem under andendagen af retssagen i København mod en 35-årig mand, der er tiltalt for drabsforsøg. Mens han sad
varetægtsfængslet, skrev han et brev, hvor han opfordrede den formodede bombekyndige mand til at "skille sig af med det hele".

Det blev ikke oplyst under retssagen, hvordan politiet fik opsnappet brevet, der viste efterforskerne vej til den mand, der nu mistænkes for at have fremstillet bomben.

Den var camoufleret som en vingave og blev sendt til en murer i Københavns Sydhavn, som den hovedtiltalte var raget uklar med. Han havde haft et forhold til murerens søster, men var endt med at få tæv af broren. Mureren fattede dog mistanke til kassen, så bomben eksploderede aldrig.

Desuden mener politiet også, at manden ville hævne sig på en mekaniker på Fyn, der havde lavet en dårlig reparation af hans bil. Der er aldrig fundet en bombe nummer to, men tanken var tilsyneladende, at mekanikerens egen bil skulle ødelægges af en sprængladning.

Bomben fra sydhavnen bestod af støvsugerrør fyldt med krudt og lightergas. De var desuden rigget til med små skalpeller og møtrikker for at gøre så meget skade som muligt.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt