I det fynske folks tjeneste

Bommert: Du kan IKKE komme ombord på Marstal Mærsk

Både lokale medier og Ærøs turistforening troede man kunne komme ombord på det enorme skib - det må man ikke alligevel.

1 af 2

Både lokale medier og Ærøs turistforening troede man kunne komme ombord på det enorme skib - det må man ikke alligevel.

Sælg ikke skindet før bjørnen er skudt - eller tjek med Mærsk inden du inviterer folk ombord. Det må være læresætningen efter det nu viser sig, at skibsentusiaster alligevel ikke kan komme ombord på verdens største containterskib, 165.000 tons tunge Marstal Mærsk.

Det var ellers blevet lovet både i Fyns Amts Avis og af Ærø Turist- og Erhvervsforening, at man kunne sejle ud og komme ombord på det gigantiske skib, men der er tale om en misforståelse, forklarer rederiet.

- Vi er rigtig kede af, at den misforståelse er opstået. Det har aldrig været meningen, at folk kunne komme sejlende og komme ombord. Det ville hverken være sikkerhedsmæssigt eller forsikringsmæssigt i orden, siger kommunikationsdirektør ved Mærsk Line, Sara Helweg-Larsen til TV 2/Fyn.

Skibet kommer alligevel

Det betyder, at Marstal må fejre sit 500 års købstadsjubilæum uden mulighed for skibsbesøg. Men det 398 meter lange skib kan stadig ses fra både vandet og kysten.

- Vi laver naturligvis stadig den gestus overfor Marstals jubilæum, at vi ligger stille, så skibet kan ses fra kysten, siger Sara Helweg-Larsen.

I Marstal var museumsinspektør Erik Kromann manden bag besøgsplanerne - han fortryder dog ikke udmeldingen.

- Jeg troede vi havde en aftale, så det er jo ærgerligt. Men alene det man kan sejle rundt om den, er en stor oplevelse, mener han.

Skibet forventes at ankomme søndag formiddag, og kan bedst ses fra Drejet på den sydlige del af øen - eller fra Bagenkop på fastlandet.

Ved du noget? Så send os et tip