Book en tid hvis du vil på skadestuen

Det er slut med at komme direkte fra gaden og ind på skadestuen. Fremover skal personalet vurdere om et besøg er nødvendigt.

Hvis du har slået dit hoved eller forvredet din ankel, kan du ikke bare køre direkte på skadestuen i fremtiden. Du skal først ringe og booke en tid.

Så vil specialtrænede sygeplejersker eller vagtlæger afgøre, om du kan vente og gå til egen læge, eller om du skal på skadestuen.

- Du vil, ligesom når man ringer til lægevagten, få et tidspunkt, hvor du kan møde op, siger Michael Hansen-Nord, der er ledende overlæge på Fælles Akutmodtagelse, OUH.

Region Syddanmark må følge trop

Regeringen har sammen med Danske Regioner lavet en aftale om den såkaldte visitering. Politikerne i Region Syddanmark har dog været skeptiske over for det, men må følge trop.

- Vi ville sådan set godt have fortsat med, at man kunne gå ind fra gaden til skadestuen, siger Poul Erik Svendsen (S), der er næstformand i Region Syddanmark.

Mindre ventetid

Skadestuen forventer at ventetiden bliver minimeret, når den nye ordning begynder i april 2014, selvom færdselsuheld eller lignende stadig vil kunne give ventetid.

- Vi ved jo aldrig, hvad der sker i maskinrummet. Men det er målsætningen, at hvis vi siger "du kan komme herud klokken 22", så kan vi i hvert fald se dig inden for et kvarter eller tyve minutter, siger Michael Nord-Hansen.

Det nye system fungerer allerede i andre danske regioner, hvor man har fået cirka 25 procent færre ind på skadestuen.

Kan det ikke være svært for jer at vurdere over en telefon, om man skal komme ind med det samme, eller det er noget, der kan vente til næste dag?

- Jeg tror nok, vi sætter barren temmelig lavt, så hvis vi overhovedet er i tvivl om, vi skal se patienten, så beder vi vedkommende om at komme herud på en tid, siger Michael Hansen-Nord.

Oversigt

    Oversigt