Bookmaker: Udsigt til gyservalg i fynske kommuner

Særligt i to fynske kommuner kan man se frem til en tæt kamp om borgmesterposten, hvis man spørger spilfirmaet NordicBet.

Det bliver et tæt løb flere steder på Fyn, når stemmerne tælles op og borgmesteren skal findes den 21. november. Spørger man spilfirmaet Nordic Bet, kan især Assens og Kerteminde se frem til en vaskeægte gyser på valgnatten. 

Mest dramatisk ser det ud til at kunne blive i Assens Kommune. Her er der hele tre borgmesterkandidater i spil, og ifølge Nordic Bet har alle tre gode chancer for at kunne kalde sig borgmester, når de sidste stemmer er talt op. 

Den siddende Venstre-borgmester, Søren Steen Andersen, er smal favorit i odds 2,40, tæt forfulgt af DF’eren Jens Henrik Thulesen Dahl der giver pengene 2,50 gange igen. Men socialdemokraten Charlotte Vincentz er også godt med i opløbet i odds 2,90.

- Dansk Folkeparti får i Assens igen den afgørende rolle i forhold til at pege på om borgmesteren skal hedde Vincentz eller Andersen. Men med lidt vind i sejlene til velkendte Thulesen Dahl, kan vi ikke udelukke, at en mand med hans profil i stedet vil pege på sig selv som Assens' nye borgmester, lyder det fra pressechef hos NordicBet, Thomas Holm. 

Næsten dødt løb i Kerteminde

Også i Kerteminde ser det ud til, at der bliver tæt kamp om stemmerne, når borgmesteren skal findes. Her er Socialdemokraternes spidskandidat, Kasper Ejsing Olesen, smal favorit til at overtage borgmesterkæden fra den siddende Venstre-borgmester, Hans Luunbjerg

- Det er lidt af en broget flok, der stiller til valg i Kerteminde. De tidligere stemmeslugere er ikke længere på stemmesedlen, mens Borgerlisten er sprængt til atomer, hvilket åbner spillepladen markant. Historisk set er Socialdemokraterne det største parti i kommunen, hvilket tipper vægtskålen til Ejsing Olesens fordel mod Luunbjerg, der kom til magten efter en genistreg af en studehandel i 2013, siger Thomas Holm. 

TV 2/Fyns politiske kommentator, Jesper Buch, har også givet sine bud på, hvem der kan hænge borgmesterkæden om halsen i de forskellige fynske kommuner.

Find hans bud på resultatet i din kommune på vores kommunalvalgsside.  

Oversigt

    Oversigt