Booyah! Odense skal være MMA-hovedstad

Lørdag den 17. september slår Odense Congress Center dørene op til det hidtil største mixed material art-stævne i norden, hvor der både vises amatørkampe og professionelle kampe.

De to garvede arrangører af MMA-stævner, Claus Skjoldborg Larsen og Otto Knudsen åbner nu op for et nyt samarbejde med Odense Sport og Event og rykker derfor til de store lokaler i Odense Congress Center. Det tidligere Odense Fight Night har i den grad fået vokseværk og skifter nu navn til MMA GALLA.

- Vi satser på at blive det største MMA-event i norden. Vi starter med at opbygge det sådan her og drømmen er at fylde Sparekassen Fyn Arena, hvor der er plads til 6000 mennesker, siger Claus Skjoldborg Larsen.

Det er to meget erfarne herrer, som skal kæmpe hovedkampen til MMA GALLA. Odenseanske Morten Djursaa (12-5) skal op mod svenskeren Diego Gonzales Pancrase (19-11). Men man skal også holde øje med mindre erfarne kæmpere.

- Man skal holde øje med Michael Larsen. Det er hans første kamp som professionel. Men jeg forventer også meget af Morten Djursaa. Han skal møde en stærk svensker.  Hvis han vinder, så tror jeg, at der står mange døre åbne for ham, siger Claus Skjoldborg Larsen.

Der er blevet arrangeret mange MMA-stævner i Odense og med tiden er publikums interesse også vokset. Det får nu Odense Sport og Event til at indgå i samarbejdet.

- Interessen for MMA vokser voldsomt i disse år. Antallet af folk, der selv dyrker sporten stiger, og nok så vigtigt er der et boom i interessen blandt publikum og medier. Det skyldes sikkert den vanvittige intensitet, som gør det til en meget publikumsvenlig sport, siger Ole Bang Nielsen, adminstrerende direktør for Odense og Event i en pressemeddelelse.

 

 

 

Du kan læse mere om stævnet her. 

TV 2/FYN holder dig opdateret om kampene den 17. september på vores hjemmeside. Kampene vil også blive vist live på viaplay fighting. 

Oversigt

    Oversigt